Speltotto med soltørrede tomater og aubergine er en fiberrig variant af risotto. Og her har vi samtidig tilsat nogle smagsrige ingredienser, som måske ikke giver et smukt resultat – til gengæld en anderledes og aldeles overraskende ret. Er du parat til udfordringen?
Speltotto til 2 personer
Ingredienser:
200 gr perlespelt
2 fed hvidløg, pillet og hakket
2 x 1 spsk olivenolie
½ dl hvidvin
6 dl vand
3 skiver aubergine a ca 6-7 mm, skæret i små tern
Et drys salt
4 store soltørrede tomater, skæret i små tern
Sort peber
4 spsk revet parmesan ost
Frisk rosmarin, blade fra 1-2 kviste, klippet/hakket – til drys
Tilberedning:
Hvidløg svites i mellemvarm olivenolie (1 spsk) i en gryde. Tilsæt perlespelt og hvidvin. Lad hvidvinen koge ind, mens du rører i gryden. Tilsæt vand og lad retten koge op. Læg låg på, skru ned og lad din speltkerner småsimre 15 min. Rør i gryden fra tid til anden.
Imens perlespelten koger, svitser du auberginerne i 1 spsk olivenolie ved medium varme. Auberginerne skal blive bløde og let-gennemsigtige. Tager blot 2-3 min. Tag auberginerne fra varmen og giv dem et drys salt.
Når perlespelten er færdigkogt (og vandet kogt ind), vender du auberginerne, tomaterne i og giver retten et drys peber. Bland din speltotto godt rundt.
Serveres på 2 smukke tallerkner med et drys parmesan ost og frisk rosmarin – og VOILA! Din speltotto er nu klar til at blive serveret!
Rigtig god fornøjelse!
TIPS
* Speltottoen smager rasende godt kold til fx en frokost. Tilsæt fx kold, stegt kylling og 5-7 oliven, og din frokost er klaret
* Perlespelt som speltotto kan varieres i det uendelige…vi er fx også vilde med at erstatte aubergine og soltørrede tomater med fx hakkede oliven, frisk basilikum og marksvampe. Hvad er mon din favorit?
Photo by Italienskmad.com*