Kartoffelsuppe med gorgonzola

Kartoffelsuppe med gorgonzola
Bedøm opskrift

Kartoffelsuppe med gorgonzolaKartoffelsuppe med gorgonzola er helt forrygende i smag – og så er den altså virkelig nem at lave. Her får du vores bud på en opskrift – velbekomme ved middagsbordet!

3 – 4 portioner

Ingredienser:
5 store kartofler, ca 500 gr. – skrælles, og skæres i mindre stykker
1 stort løg, skåret i tern
1 ½ spsk olivenolie eller smør
1,5 l. vand
100 gr. gorgonzola ost
1 – 2 stk. groft salt
Peber – friskkværnet

Pynt/drys: 3 – 4 tykke skiver godt krydret italiensk pølse, fx Cacciatori (jæger pølse)

 

Tilberedning:
I en stor gryde hældes olivenolien. Når den er varm, svitser du løg og kartofler i 3 – 4 minutter til grøntsagerne tager farve.
Tilsæt vand, salt og peber og bring suppen i kog.
Skru ned for varmen, og lad suppen små-simre under låg i 45 min.
Imens skærer du pølseskiverne i mindre stykker, og rister disse på en pande ved god varme. Brug et stegnet, når du rister pølserne – så slipper du for sprut & sprøjt på kogepladen.
Når pølserne er ristet godt, lægges de på fedtsugende papir.

Efter kogetiden blender du suppen – og lad den efterfølgende koge op. Tag nu gryden fra varmen, tilsæt gorgonzolaen og lad den smelte i den varme suppe. Hvis det er nødvendigt, kan du varme suppen let op igen – må dog ikke koge.
Smag evt. til med yderligere salt og friskkværnet peber.

Servér suppen i forvarmede suppeskåle – drys med pølse-stykkerne og servér straks!

Rigtig god mad-fornøjelse 🙂

 

TIPS:
* For en mere cremet / legeret suppe, kan du erstatte 5 dl vand med 5 dl mælk. Mælken tilsættes i så fald EFTER de 45 min. kogetid. Suppen koges blot op når mælken er tilsat – blendes og ja – er så klar til servering.
* En frisk kvist rosmarin er også ganske forrygende som smagsfremmer! Tilsæt en kvist til suppen, når du har tilsat al vandet, og lad kvisten koge med. Og husk blot at tage rosmarin-stilken op, før du blender suppen. Kvisten kasseres herefter.

Rigtig god appetit 🙂

 

Photo by Italienskmad.com

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.